Sorg og krise

Når vi mennesker rammes af et stort tab, er det at sørge en del af den proces, vi skal igennem. Sorgens følelser er mangfoldige og kan ud over selve savnet både indeholde vrede, frustration og til tider lettelse – følelser, som man kan synes er upassende, og derfor har ekstra svært ved at dele med sine nærmeste.

Sorg og krise er noget, vi alle kommer til at opleve gennem livet. Når vi mister noget, som betyder meget for os, vil det resultere i en sorg eller en krisereaktion. Det sker for eksempel, når vi:

• Oplever dødsfald hos en, der står os nær.
• Mister vores arbejde.
• Bliver syge.
• Kommer ud for en ulykke.
• Udsættes for et overfald.
• Gennemgår en skilsmisse.

For nogle kan det være svært at bearbejde oplevelserne og de følelser, der opstår. Hvis du ikke får bearbejdet dine følelser, kan der opstå en række følelsesreaktioner i form af for eksempel depression eller angst. Der kan være mange årsager til, at det er svært at få bearbejdet sorg eller krisereaktioner.

Vi reagerer og håndterer alle krise og sorg forskelligt, ligesom intensiteten og varigheden er vidt forskellig fra person til person. Har du mistet en nærtstående, kan savnet og sorgen tage til i perioder. Nogle dage er sværere end andre. Ofte er tiden op til helligdage, afdødes fødselsdag og dødsdag præget af savnet.

Der kan være en god støtte at hente i samtaler med en psykolog, som kan hjælpe dig med at forholde dig til dit tab og din sorg.

 

image

Charlotte Clemmensen

Jeg prioriterer at tilrette mit arbejde, så der altid er tid til akutte samtaler, og aldrig lang ventetid, da jeg ved at det i nogle tilfælde er vigtigt at kunne få hurtig hjælp. Du kan kontakte mig for yderligere oplysning og bestilling af tid på Tlf.: 22 58 03 99 eller på mail: mail@psykologcc.dk.