Grupper

Mødregrupper
Er du for nyligt blevet mor – synes du det er sværere eller anderles end forventet – eller er du trist og ked af det?

At blive mor er forbundet med mange forandringer. Du er mere sårbar, din krop og din psyke skal tilpasse sig alt det nye der sker, og det er naturligt at reagerer på det.

Over halvdelen af alle nybagte mødre føler sig i dagene efter fødslen triste og urolige og nogle oplever at blive angste. Det er en helt naturlig følelsesmæssig reaktion, der kan vare fra få timer til flere dage.

Hvis du føler du bliver ved med at have det sådan, har du måske en efterfødselsreaktion, og kan have stor glæde af at tale med nogle om dine oplevelser.

Jeg tilbyder rådgivning og samtale til dig sammen med andre mødre, der er i samme situation .

Vi taler om de forandringer og udfordringer der følger med graviditet, fødsel og den første tid som mor. Vi taler både om de gode ting og de svære ting.

Hvad er en efterfødselsreaktion – og hvordan kan du have det?
Symptomerne viser sig hos nogle allerede under graviditeten, mens andre først oplever symptomerne efter uger, måneder eller helt op til et år efter fødsel.

Reaktionerne kan vise sig ved forskellige symptomer:

  • Du synes du bør være glad, men føler dig nedtrykt og trist og har let til gråd, uden egentlig at vide hvorfor.
  • Du kan miste appetitten eller trøstespise
  • Du kan forsøge at skjule for alle, hvordan du har det
  • Du kan have svært ved at falde i søvn, eller har lyst til at sove hele tiden
  • Du kan have mindre energi, og mangle interesse for hvad der sker omkring dig.
  • Du kan mangle selvtillid og have svært ved at koncentrere dig
  • Du kan have svært ved at huske og tage beslutninger
  • Du kan være bange for at være alene og være alene med dit barn
  • Du kan have skyldfølelse og have selvbebrejdelser, være bange for ikke at være god nok som mor og have manglende lykkefølelse
  • Du kan være bange for at gå ud
  • Du kan være bange for at dit barn eller du selv fejler noget
  • Du kan have tanker om selvmord

Du kan også have andre reaktioner, som er svære at rumme og have med at gøre.

Hvad kan du gøre ved det?
Det er hårdt at have det svært, når man står med sit lille nye barn.

Du skal ikke acceptere at blive ved med at være trist og ked af det, for der er hjælp at hente.

Desværre er det stadig lidt tabubelagt at tale om, at det hele ikke kun er den store lykkefølelse og det man havde drømt om og forestillet sig.

Jeg ved det kan være en overvindelse at sige højt, at man har brug for noget hjælp.

Men tag mod til dig og gør det alligevel!

For jo hurtigere du får sat ord på hvordan du har det, jo lettere  kan du få bearbejdet det du går med. Du kommer hurtigere til at kunne overskue udfordringerne – og mærke de dejlige ting der også følger med at være mor.

Du er på ingen måde en dårlig mor, fordi du har en efterfødselsreaktion.

I mødregruppen får du hjælp til:

  • At forholde dig til alt det nye der sker med dig
  • At vende og dele problemstillinger, der knytter sig til den nye tilværelse med et spædbarn, når man går fra at være et kærestepar til også at være et forældrepar.
  • At finde nye måder at håndtere problemstillinger og udfordringer på.
  • At tilegne dig viden om spædbørns udvikling.

Det er rart og befriende at tale med og høre på andre der er i samme situation. Du opdager der er flere der har det som du, hvilket er medvirkende til at give ny energi og nyt mod.

Der er tavshedspligt i mødregruppen.

Vi mødes uden børn, for at skabe rolige rammer, hvor der er fred og ro til at tale med hinanden.

Hvem kan deltage?
Mødre med børn i alderen 0 – 1 år.

Der vil i gruppen være max 6 mødre.

Hvor?
Sundhedshuset Søborg Torv 12, 4 sal 2860 Søborg

Hvornår?
Der startes løbende nye grupper – kontakt mig at høre om aktuelle grupper.

Pris:
Kr. 2400,00 for hele forløbet.

Betaling inden start 600,00 kr. Det resterende beløb 1800,00 betales inden næste mødegang. (Specielaftaler om betaling kan laves.)

Der serveres kaffe, the og lidt frugt.

Du er meget velkommen til at kontakte mig, for at høre nærmere.

Tilmelding : På tlf.: 22580399 eller  på mail :mail@psykologcc.dk

Oplys gerne alder på dit barn.

Se andre aktuelle grupper her: www.facebook.com/Foraeldreklubbendk

Du kan ikke bruge henvisning fra lægen.

Læs her, hvad mødre siger om Forældreklubbens mødregrupper:

”…At der er en psykolog tilstede i denne mødregruppe, giver en tryghedsfølelse, både i forhold til det man hører fra andre og det man selv siger…”

”…Facaden er lagt på hylden i denne gruppe, der tales om det der er svært, og ingen kigger på én som om man er et særtilfælde – det er dejligt…”

”…I mødregruppen taler vi om personlige ting – og vi får rigtig gode råd of vejledning til hvordan man kan komme videre med sine problemer af Charlotte, som ved rigtig meget om hvordan man kan have det når man bliver mor…”

”…Jeg var så utrolig glad for at jeg valgte at starte i mødregruppen, for mit forhold til mit barn var lille og meget svær. Efter at have været i gruppen og har talt om mine vanskeligheder med Charlotte og de andre mødre, har jeg i dag et rigtig godt forhold til mit barn. Det er takket været gruppen, for selv om man kan snakke med familie og venner om de følelser man har, vil de aldrig kunne sætte sig i mit sted, som gruppen kan. Det har været en meget stor lettelse for mig, at komme til at forstå at mange af de følelser og vanskeligheder jeg oplevede er normale – og det er godt, når man er god til at køre ting op…”

”…I en kort periode var det angstprovokerende for mig at være alene sammen med min søn. Jeg var bange for ikke at være en god nok mor – havde sommetider tanker om, at jeg kunne komme il at gøre ham ondt, selv om jeg godt vidste jeg ikke ville gøre det! Nu nyder jeg mere min moderrolle og min søn, og tænker næsten ikke de dumme tanker mere…”

”…Da jeg startede i gruppen var jeg glad for min lille datter, men tænkte ind imellem på, om jeg ville savne hende hvis hun ikke var her.

Nu har jeg opnået den totale betingelsesløse kærlighed, som jeg også har il min store dreng…”

”… Jeg er blevet bedre til at have realistiske forventninger til mig selv som mor og er ved at lære, at det er ok ikke at være perfekt foran sit barn hele tiden, og ved at lære at acceptere jeg også laver fejl, selv om jeg er blevet mor…”

”…Min dårlige samvittighed er løjet mere af. Det har været rart at vide, at andre har tænkt de samme tanker og oplevet de samme følelser som jeg selv har…”

”…2 timer er ok, og passer lige mellem 2 amninger. Det er dejligt at være uden sit barn, når man først er kommet af sted…”

Jeg vil meget gerne oprette fædregrupper, og hører meget gerne fra dig, hvis det har din interesse.

Der bliver løbende opslået forskellige gruppeforløb!

Kontakt mig gerne for at høre nærmere.

Læs mere om aktuelle samtalegrupper her:

www.facebook.com/Foraeldreklubbendk

 

image

Charlotte Clemmensen

Jeg prioriterer at tilrette mit arbejde, så der altid er tid til akutte samtaler, og aldrig lang ventetid, da jeg ved at det i nogle tilfælde er vigtigt at kunne få hurtig hjælp. Du kan kontakte mig for yderligere oplysning og bestilling af tid på Tlf.: 22 58 03 99 eller på mail: mail@psykologcc.dk.